Igennem mine mange år ude i blandt mange spændende organisationer har jeg faktisk oplevet rigtig mange spændende dygtige og innovative mennesker. Nogle er fået en god idé og andre har startet en stor organisation op helt fra bunden.
Mange af disse entreprenører har et drive og en viljestyrke som de fleste må beundre. Man ser dem også på de store uddannelsessteder. Det er dem der er kreative, det er dem der skaber nye ideer, det er dem der hele tiden maser på.
Når disse mennesketyper taler, - og det gør de tit, er det med passion og energi. 
Desværre har disse adfærdsprofiler én stærk udfordring. De skal erkende at de sikkert er dygtige til mange ting, men det er meget svært at få dem til at acceptere at de på nogle måder er glade amatører. De er ofte helt ubevidste om sin egen inkompetence inden for mange komplimenterer områder.

Det er desværre efterhånden en klassiker at se den gode idé eller opfindelse dø sammen med opfinderen, fordi han ikke indså at han skulle have hjælp. En forsker på universitet har opfundet et genialt koncept, men nu brokker han sig over at hans kunder ikke bruger hans idé rigtig. Samtidig mener han at selv er den bedste til at kommercialisere sig koncept.
Jeg har set iværksættere opfinde en genial enhed til landmænd, for efterfølgende at gå konkurs 3 år efter, fordi han ville fremstille sin egen idé. Fordi man er god til at få ideer er man ikke nødvendigvis god til at bygge en produktion op. 
Han bruger ikke mit koncept godt nok – de forstår ingen ting – de har jo ikke min baggrund. Alligevel ser vi disse iværksættere kaste sig over brancher hvor de ingen forstand selv har. Jeg behøver bare nævne rekruttering, markedsføring, salg, organisationsopbygning m.m. Alle tinge som mange bruge rigtig mange år på at dygtiggøre sig inden for. 
Hvorfor forlanger vi respekt om vores egne kompetencer, når vi samtidig er så dårlige til at acceptere andres kompetencer? Og når det handler om mennesker er det en forbrydelse at fuske sig frem – det er trods alt mennesker det går ud over.

Min leder motivere mig ikke eller min leder motivere mig – mener vi så det vi siger? Mener vi oprigtigt at vores leder motiverer én. Er der en mulighed for at din leder har en direkte adgang til din hjernes limbiske system?
Måske forholder det sig en smule anderledes. Hvad hvis nu vi siger at din leder gør nogle ting, som gør at du selv bliver motiveret? Hvad nu hvis vi siger at din leder kan gøre nogle ting der skader din motivation? Hvis nu motivation er noget vi hver især styrer selv, og at vi hver især har forskellige ting der gør at vi føler os motiveret? 

Hvis nu vi antager at en leder faktisk kan motivere skulle det jo være muligt at lave et lille eksperiment. Vi antager nu at den fantastiske dygtige leder får uanede muligheder. Han indretter den perfekte virksomhed og han ansætter de rigtige medarbejdere. Han gør alle de rigtige tinge. Han skaber alle de rigtige betingelser. I en sådan case skulle der så i teorien også kun komme top motiverede medarbejdere ud af fabrikken. - Tror du på det vil ske?
Måske er det i stedet sådan, at ledere slet ikke kan motivere. Med ret stor sikkerhed har vi set at de skal ødelægge folks motivation. Hvad ville der ske hvis vi som leder bare accepterer at vi ikke kan motivere vores medarbejdere, men vi kan med alle ressourcer forsøge at bruge energi på at lade være med at udøve handlinger som kan demotivere medarbejderne.
Hvis alle ledere hver morgen sagde til sig selv – jeg skal for alt i verden tilse at jeg igennem mine handlinger ikke beskadiger mine medarbejderes motivation og arbejdsglæde. Ville vi så ikke være kommet et godt stykke fremad?

Jeg har netop haft en lidt speciel oplevelse. Jeg skulle tilmelde mig en konference på sjælland, og var lidt i tvivl om hvorvidt den var relevant for mig. Jeg meldte mig til og tog kontakt til en flink og venlig pige fra Aalborg, som bekræftede mig i konferencens relevans.
Ca. 14 dage efter modtog jeg et opkald på min mobilsvarer;

”Goddag Mogens, jeg ringer fra XXX og jeg kan se at du gerne vil deltage på XX konferencen. Du skal vide at jeg nu har brugt rigtig meget tid på at sende dig en bekræftelse på mail, og det er skide hammerne irriterende at din mail ikke fungere. Det må du få bragt i orden.”

Jeg var helt paf, - og tænkte at det var da en lidt negativ melding.

Jeg sendte efterfølgende personen en mail, og kunne konstatere at min mail ikke fejlede noget. I min tilmelding havde der indsneget sig en fejl, så der manglede et e i mit navn. Det fortalte jeg så personen, og det er svært at vide hvordan denne fejl er opstået. På den næste mail stod der; Det er en forkert besked din mail giver ved fejl, og jeg fastholder at du har spildt min tid og du er inkompetent, og du kalder dig konsulent. Jeg har forkortet mailen, men sidder da med en mærkelig følelse i maven. Hvad er det for nogle organisationer der kan have sådanne mennesker, med så lille et menneskeligt overskud til at være ansigtet udadtil? Hvad er det der sker når meget veluddannede mennesker behandler sine kunder sådan? Har du råd til at have sådanne mennesker til at være i kontakt med dine kunder?
Har du prøvet at ringe eller kontakte din egen organisation? Kunne du tænke dig at vide hvordan dine kunder oplever din organisation?